Beskrivelse
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har sammen med mennesker med demens udviklet et nationalt demenssymbol, som skal bidrage til at gøre det mere trygt for mennesker med demens og deres pårørende, når de færdes i det offentlige rum. Symbolet viser, at man har demens, og giver omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed.
”Jeg er stadig meget aktiv og færdes ude. Symbolet kan forhåbentlig gøre det lettere for folk at hjælpe til, hvis jeg får behov for det” (Thomas, lever med demens).
Nøglesnoren er tiltænkt mennesker med demens, der har taget stilling til, at de ønsker at bære demenssymbolet. Nøglesnoren kan bæres, så det er synligt for omverdenen, at her er et menneske med demens, som måske har brug for lidt ekstra tid og tålmodighed. Klistermærkerne kan fx sættes på et betalingskort eller rejsekort, så det ikke er synligt for alle, men kun for relevant personale. Nøglesnoren med kort kan bruges om halsen, men kortet kan også tages af og opbevares i en pung eller lomme. Nøgleringen kan sættes i enten nøglerne, på tasken eller et helt tredje sted.
På den måde er det helt op til den enkelte at bestemme, hvordan symbolet skal bruges.







