Beskrivelse
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har sammen med mennesker med demens udviklet et nationalt demenssymbol, som skal bidrage til at gøre det mere trygt for mennesker med demens og deres pårørende, når de færdes i det offentlige rum. Symbolet viser, at man har demens, og giver omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed.
”Jeg er stadig meget aktiv og færdes ude. Symbolet kan forhåbentlig gøre det lettere for folk at hjælpe til, hvis jeg får behov for det” (Thomas, lever med demens).
Det kan bruges på mange måder – både diskret eller mere synligt. På den måde passer det til forskellige ønsker og behov. Symbolet fås som en samlet pakke med alle genstande i eller som enkeltdele
Nålen kan sættes på tøjet, så det er synligt for omverdenen, at her er et menneske med demens, som måske har brug for lidt ekstra tid og tålmodighed. Nøglesnoren med kort kan bruges om halsen, men kortet kan også tages af og opbevares i en pung eller lomme. Klistermærkerne kan fx sættes på et betalingskort eller rejsekort, så det ikke er synligt for alle, men kun for relevant personale. Nøgleringen kan sættes i enten nøglerne, på tasken eller et helt tredje sted.
På den måde er det helt op til den enkelte at bestemme, hvordan symbolet skal bruges.
Vil du hjælpe os med at forbedre det nationale demenssymbol? Vi vil gerne høre dine tanker, uanset om du bestiller demenssymbolet til dig selv, eller på vegne af en anden. Tryk her for at læse mere